Tolerance

Tolerance vigtigt. Det siger biblen, mine forældre og alle politikerne. Betyder det at jeg skal sidde med hænderne i skødet mens andre mennesker pisser på mig? For så tolerer jeg vel deres menneskelige fejl, også selv om det går ud over mig. Men bliver de klogere? Er det ikke på tide at noget af alt den tolerance kommer mig til gode? For hvis tolerance skal fungere, skal den gå begge veje. Ellers bliver det til tyranni og undertrykkelse af den tolerante. Det har vi set mange gange før.

Jeg er et tolerant menneske. Måske er jeg endda mere tolerant end de fleste af mine venner. Men der er forskellen på dem og jeg; man kan være tolerant og man kan være ligeglad. Det kan være svært at se forskellen, men ikke desto mindre er den der. For jeg er ikke ligeglad når jeg bliver glemt af mine venner, men jeg kan godt tolerere det og tilgive dem. For at være ligeglad skal man have overskuddet til at være det. Hvis man ikke har behov for sine venners selskab, er det ikke så vigtigt om man bliver glemt eller ej.

Nogen gange er tolerance vejen at gå. For hvor meget skal man egentlig tolerere? Og hvor går grænsen? Uret og ondskab kan, i mine øjne aldrig tolereres. Der skal være et formål med ens lidelser, eller er det ikke det værd.